Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
sara, 18 år

Jeg er gået hen og blevet rigtig glad for en fyr, men han bor langt væk

Så jeg har et problem. Er gået hen og blevet virkelig glad for en fyr. Det er selfølgelig ikke lige problemet, men han bor langt væk. Jeg bor i vejle og han bor i københavn/Hvidovre.

Vi har set hinanden mere og mere indenfor den sidste måned. Nu er jeg så også blevet introduceret for hans familie. Er i tvivl om, om jeg burde lytte til mig selv. Altså at blive ved med at ses med ham. På trods af distance.

Eller

At jeg skal lytte til min sunde fornuft. Der netop ikke tror på at det kan holde. Han behandler mig bare rigtig godt. Men tror virkelig ikke lang distance fungerer. Især ikke i så ung en alder

GirlTalks svar

Hej søde dig, 
Tusinde tak for at skrive! Hvor er det dejligt, at du deler dine tanker <3 tusinde tak for det! Hvor er det dejligt at høre, at du er blevet så glad for en fyr, som behandler dig godt! Jeg kan forstå, at det som fylder særligt hos dig er afstanden. Det lyder til at du er glad for ham, men at afstanden er det som er svært. Jeg vil rigtig gerne besvare dit brev så godt som jeg kan. Men jeg kan desværre ikke give dig svaret på, hvad der er det rigtige for dig, men jeg kan måske stille et par spørgsmål som kan hjælpe dig med at mærke efter. Og i den forbindelse må jeg jo desværre også sige, at det at mærke efter have end det gælder en kæreste eller noget helt andet ikke altid er lige til og det kan godt tage lidt tid at mærke efter. Nogle gange er det lidt en proces, hvor man beslutter sig for det ene den ene dag og det andet den næste - og det er helt okay <3 
Jeg kan læse i dit brev, at du er glad for ham, og at relationen betyder noget for dig særligt det sidste stykke tid hvor I rent faktisk har ses en del. Når jeg læser dit brev så opstiller du lidt et dilemma: på den ene side beskriver du et forhold til en fyr, som du er glad for og som behandler dig godt og på den anden side beskriver du en bekymring for afstanden mellem jer og at lytte til din sunde fornuft. 
Jeg kan virkelig godt forstå dit dilemma, fordi afstanden mellem jer kan virke så stor. Men når jeg læser dit brev, så bliver jeg en smule nysgerrig på hvad du selv mener når du skriver 'at lytte til min sunde fornuft'. Når jeg læser dit brev, så kan det virke som om, at du på den ene side har gode og glade følelser overfor ham fyren, mens din sunde fornuft siger, at du skal være forbeholden pga afstanden mellem jer. Måske er det sådan du har det, og hvis det er, så kan jeg virkelig godt forstå, at du føler dig splittet. For på den ene side har du lyst til at undersøge, hvad relationen kan blive til, og på den anden side vil du måske gerne undgå at ende med at blive såret.

Men jeg tænker også på, om dine følelser og din sunde fornuft nødvendigvis behøver at være hinandens modsætninger. Kan det være, at begge dele faktisk forsøger at hjælpe dig, bare på forskellige måder? Dine følelser kan måske fortælle dig noget om, hvad du ønsker dig, og hvad der betyder noget for dig, mens din fornuft kan hjælpe dig med at overveje, hvad der skal til, for at relationen kan fungere i hverdagen. Måske den måde at forstå dine følelser og din sunde fornuft kan hjælpe dig med at forstå og afklare nogle ting. Hvis du kan forstå dine følelser og din sunde fornuft gennem de to spørgsmål, kan det være, at du kan skrive dem ned i en dagbog eller en note kun for dig at læse, og derved undersøge og spørge dig selv, hvad du rent faktisk tænker, føler og har brug for?

Jeg har engang selv været i et langdistance forhold da jeg var din alder, så jeg kan helt bestemt godt genkende nogle af dine tanker omkring et langdistance forhold. Du skriver i dit brev, at det kan være svært at være i et langdistance forhold særligt når man er unge. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvorfor du tænker det? Er det noget, du har oplevet selv, noget du har set hos andre, eller handler det måske om en bekymring for, hvordan hverdagen ville se ud, hvis I blev kærester?

Jeg er helt enig i, at der er nogle praktiske ting som skal hænge sammen og hverdagen kan se lidt anderledes ud når man bor langt fra hinanden. Det kan kræve planlægning, tid, penge og forventningsafstemning at få hverdagen til at hænge sammen. Og måske betyder det også noget for dig at kunne være sammen med en kæreste spontant eller dele de små ting i hverdagen - men der kan også være andre måder at få det til at lykkedes end at være fysisk sammen. Det kan fx være i har aftale om at skrives ved i løbet af dagen, ringe sammen og fortælle om jeres dag eller lave et FaceTime opkald, hvor I siger godnat til hinanden. Men det er også helt fair, hvis du forestiller dig, at det at være kærester kræver tid sammen.

Jeg kunne også godt have lyst til at spørge om, om det er afstanden i sig selv, som gør at I ikke kan være kærester? Eller er det afstanden som gør det svært og som stiller nogle krav til jer som kærester? For hvad ville der eksempelvis skulle til, for at du kunne føle dig tryg i en relation på afstand? Og er det noget, I sammen ville kunne finde ud af, eller er der nogle behov, du allerede nu tænker ville være svære at få opfyldt?

Når du skriver, at han behandler dig godt, så bliver jeg glad. Det er jeg mega glad for at høre! Og det er meget vigtigt at være sammen med en, hvor man føler sig godt behandlet! Når du fortæller at han behandler dig godt - så kan jeg godt blive nysgerrig på, hvad det betyder for dig? Er det at han er sød mod dig, at han lytter til dig eller noget helt tredje. Jeg spørger egentlig fordi det også nogle gange kan være godt at være opmærksom på, hvad det egentlig er, at man sætter pris på i relationen, og også være opmærksom på, hvad man har brug for i en relation. For mig at se, så handler dit dilemma ikke kun om afstanden, men også om hvad du føler og hvad der er vigtigt for dig i en sådan relation.

Jeg vil også meget gerne minde dig om igen, at svaret behøves du ikke finde med det samme - selvom det kunne være rart. Du skriver, at I har set hinanden mere og mere inden for den seneste måned, og det kan være, at du stadig er ved at finde ud af, hvad du føler, og hvad relationen betyder for dig. Du må gerne give dig selv tid til at lære ham og dig selv bedre at kende og samtidig være opmærksom på, hvordan du har det undervejs.

Det kan måske også være en mulighed at tale med ham om dine tanker. Ikke fordi I behøver at have alle svarene på forhånd, men fordi det kan give dig en fornemmelse af, hvordan han selv ser på afstanden, og hvad han forestiller sig, hvis I fortsætter med at ses. Det kan være at det er rart at forventningsafstemme med hinanden. Hvis det er kan du også snakke med en veninde, en forælder eller søskende om din situation, hvor du kan få lov at dele dine tanker og følelser inden du taler med ham om det?

Du er den, der kender dig selv og din situation bedst. Derfor er der heller ikke nogen andre, der kan fortælle dig med sikkerhed, hvad der er det rigtige valg for dig. Måske handler det ikke om at vælge mellem hjertet og fornuften, men om at give plads til begge dele, mens du mærker efter, hvad du har lyst til, og hvad der er vigtigt for dig. Uanset hvad du ender med at beslutte, håber jeg, at du vil huske, at du gerne må være glad for nogen og samtidig være i tvivl. Du behøver ikke at kende udfaldet af en relation, før du må give dig selv lov til at mærke, hvad den betyder for dig <3 

Kærlig hilsen Klara <3 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *