Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
Pige, 19 år

Jeg er blevet spurgt om jeg ville være med til en fræk udgave af sandhed og konsekvens

Hej Girl Talk. Jeg har oplevet noget som ingen burde opleve. Jeg er blevet spurgt om jeg ville være med til en fræk udgave af sandhed og konsekvens flere gange. Hvad gør jeg hvis det sker igen? Hilsen en pige på 19 år.

GirlTalks svar

Hej min ven,
Tusinde tak, fordi du skriver ind til os og deler noget, der lyder til at have fyldt hos dig. Jeg kan godt forstå, hvis det har været ubehageligt at blive spurgt flere gange, om du ville være med til en fræk udgave af sandhed og konsekvens. 
Jeg kan forstå på dit brev, at det ikke har været rart. Du skriver, at det har været nogle ubehagelig oplevelser. Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvordan det konkret har været for dig at stå i de situationer. Måske har du følt dig presset, måske er du blevet usikker på, hvad du skulle svare, eller måske har du bare mærket, at det ikke var noget, du havde lyst til. Uanset hvad er dine følelser vigtige, og du behøver ikke at kunne forklare præcis hvorfor, før du må sige fra! <3 

Når du spørger, hvad du skal gøre, hvis det sker igen, vil jeg gerne minde dig om, at du altid har ret til selv at bestemme over din krop, dine grænser og det, du har lyst til at være med til. Du skylder ikke nogen at deltage i noget seksuelt eller intimt, bare fordi de spørger dig, eller fordi andre måske synes, det er sjovt. Og du behøver heller ikke at have en god forklaring klar for at sige nej - et nej er et nej! 

Hvis det skulle ske igen, at du bliver spurgt om du vil være med, kunne du fx sige "Nej tak, det vil jeg ikke være med til" eller ”Jeg vil gerne have, at I stopper med at spørge mig om det” eller "Nej, det har jeg ikke lyst til" eller du kan bare sige "nej". Du må gerne være tydelig, og det er man særligt hvis man bruger ordet nej. Hvis det kan føltes utrygt eller svært at sige fra, så kan det også være du har en god veninde eller ven, som du kan tale med det om på forhånd og aftale at den person kan hjælpe dig med at sige fra.

Jeg tænker også på, at du skriver, at du er blevet spurgt flere gange. Når nogen bliver ved med at spørge, kan det måske gøre det sværere at mærke efter, hvad man selv har lyst til, fordi man begynder at tænke på, hvad de andre forventer. Men hvad nu, hvis du i stedet prøvede at spørge dig selv: Hvad har jeg egentlig selv lyst til, hvis jeg ser bort fra, hvad de andre gerne vil have mig til? 

Du har ret til at sige nej, også selvom du tidligere har sagt ja til noget andet. Du må gerne ændre mening, og du behøver ikke at bevise noget over for nogen. Det er ikke dit ansvar at sørge for, at andre bliver tilfredse med dine grænser. Det er deres ansvar at respektere dem.

Måske kan det også være rart at tale med en veninde eller en anden, du stoler på, om det, du har oplevet, så du ikke skal gå alene med tankerne. Du fortjener at være i fællesskaber, hvor du kan føle dig tryg og være dig selv uden at blive presset til noget, du ikke har lyst til.

Jeg vil gerne slutte med at spørge dig om noget, som du kan tænke over: hvis du forestiller dig, at du står i situationen igen, hvad tror du så, du ville have brug for for at føle dig tryg nok til at stå ved dine egne grænser? Måske er det nogle ord, du kan øve dig på, en veninde, der bakker dig op, eller bare visheden om, at du ikke behøver at sige ja for at passe ind.

Du fortjener at blive lyttet til og respekteret - og husk dine grænser er vigtige og de er til for at blive lyttet til - også selvom de ser anderledes ud end de andres <3 

Knus fra Klara <3 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *