Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
Skriv et brev
Kathrine , 20 år
25. juni 2026

Jeg tror, jeg er forelsket i en af mine bedste venner

Hej,
Jeg tror, jeg er forelsket i en af mine bedste venner. Men hun er forelsket i en anden dreng. Han er også en ven af mig. Vi er alle i samme vennegruppe, hvilket gør alting meget sværere. Jeg bor ikke i Danmark, så det er også svært at have kontakt med hende. Men måske er det godt? Jeg spekulerer bare på, hvad man gør, når man er i min situation. Jeg vil bare fortsætte med at være venner med hende. Men jeg har forstået, at jeg føler lidt mere end bare almindeligt venskab. Jeg er en pige, hvilket også gør det lidt mere kompliceret. Fordi piger ofte er meget kærlige og krammende med hinanden. Jeg savner hende, men hvis jeg fortæller hende, hvad jeg føler, så bliver det jo anderledes eller ødelagt. Jeg har selv haft folk, der har fortalt mig, at de havde et crush på mig, og alting ændrer sig i hvert fald for mig. Jeg har kun kendt disse mennesker i et år, fra en folkehøjskole. Men jeg har brug for tips!

Undskyld for eventuelle stavefejl. Tusind tak.

GirlTalks svar

Hej Kathrine!

Først og fremmest vil jeg sige tak for dit brev! Jeg synes, du er mega modig og sej! Og jeg vil prøve at svare, så godt jeg kan <3

Du skriver, at du er forelsket i en af dine bedste venner! Hvor dejligt <3 Men at du synes, det er svært, fordi I er i samme vennegruppe, og hun er forelsket i en af drengene. Og så bor du også i udlandet, så det er svært at have kontakt med hende. Jeg kan godt forstå, at savnet fylder, når I bor langt fra hinanden. Det kan nogle gange gøre følelser endnu stærkere. Jeg forstår virkelig godt, at det føles lidt vanskeligt at skulle navigere i <3 Du skriver også, at du er bange for, at du ødelægger jeres venskab, hvis du fortæller hende, hvordan du har det. Det kan måske særligt være svært, nu hvor I er i samme vennegruppe, og det forstår jeg virkelig godt! 

En ide kunne være at give det lidt tid, før du beslutter, om du vil sige noget til hende eller ej. Måske kan du mærke efter, om dine følelser ændrer sig med tiden, eller om de bliver ved med at fylde lige meget. Der er ikke noget rigtigt eller forkert valg, og du behøver ikke træffe en beslutning lige nu. Det er vigtigt for mig at skrive, at der ikke er noget forkert i de følelser, du har overfor din veninde <3 Forelskelser kan opstå på mange forskellige måder og i mange forskellige relationer. Selvom I bor langt fra hinanden, kan det måske være med til at give dig lidt plads til at mærke efter, hvad du har brug for. Prøv også at være tålmodig med dig selv <3 Forelskelser kan ændre sig med tiden, og det er helt okay, hvis du ikke ved lige nu, hvad du har lyst til at gøre.

Imens kan det måske hjælpe at dele dine tanker med en, du stoler på. Nogle gange kan det gøre følelserne lidt 'nemmere', når man ikke går alene med dem <3

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget! Du er altid velkommen til at skrive herind igen, og ellers er der også GirlTalks chatrådgivning

Husk, du er altid god nok <3

Store kram fra Anna

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *