Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
Isa, 14 år

Jeg vil bare have en rigtig familie men det er de ikk...

Jeg hader den skyldfølelse, jeg har over at hade det meste af min familie. Jeg hader min far; han ville alligevel aldrig have mig, så hvorfor skal jeg blive, når jeg ved, at jeg gør hans liv værre? Han fortalte aldrig sin familie om mig, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det ikke rører mig, selvom jeg godt ved, det gør, for min far/min familie er altid det, jeg tænker på, når folk spørger, "hvad er der galt?". Alle mine tanter og de fleste af mine onkler er enten ekstremt narcissistiske og tror, de altid taler sandt, eller også vil de bare ikke være en del af familien, hvilket jeg fuldt ud forstår. Jeg savner dem bare. Jeg savner at have nogen, jeg kan kalde familie, for de var der før, og nu er de væk.
Da min mor og jeg boede hos min mormor og morfar, var livet fantastisk på så mange måder, men fordi min morfar blev syg med demens og senere døde, blev både min mormor og min mor syge af stress, hvilket fik min mormor til at sige grimme ting til min mor. Jeg var nødt til bare at stå der og gemme mig bag en væg og lytte, mens min mormor endda sagde til min mor: "Vi fik kun dig, for at du kunne passe os, når vi blev gamle og grå". Jeg har en stærk irritation (hvis man kan kalde det det) over for min mormor, fordi hun altid vender sig mod min mor. Hver. Eneste. Gang der sker noget, der involverer nogle af mine onkler, siger hun altid: "Åh, men de arbejder hårdt!", "De er trætte" og bla, bla, bla. For pokker, den eneste familie, jeg har tilbage, er mine tvillingeonkler, 3 af mine fætre/kusiner og min mor...jeg vil bare have en rigtig familie men det er de ikk....undskyld

GirlTalks svar

Kære Isa, tusinde tak fordi du har skrevet ind til os her på GirlTalk, det er sejt gået <3 Jeg er ked af at høre om dine vanskelige familieforhold, det lyder ikke til, at det er nemt at være dig...

For det første vil jeg sige, at du ikke skal have skyldfølelse over at hade det meste af din familie. Du kan ikke gøre for hvordan du har det inden i, og hvilke følelser alle jeres problemer vækker inde i dig. Jeg forstår virkelig godt, at det gør dig ked af det, at du føler, at din far ikke har ønsket at få dig, når han aldrig har fortalt sin familie om dig. Derfor synes jeg også, at det giver mening, at det er din familie du tænker på, når nogen spørger dig, hvad der er galt. Jeg tænker, at det må være en følelse af svigt du mærker, når du oplever, at din far ikke vælger dig til, på den måde som du har brug for at blive valgt til. Det er ikke for meget at forlange, at blive valgt til af sin far! Men på den anden side, er det måske værd at overveje, om din far overhovedet ville være en positivt bidrag til dit liv, eller om han bare ville komme til at gøre dig ked af det og skuffe dig igen og igen? 

Du skriver at du savner at have en familie, og det forstår jeg virkelig godt. Måske du endda også kommer til at sammenligne dig selv og din egen familie med andres, og så gør det endnu mere ondt. Familier kan være det dejligste man kan have, hvis det fungerer godt, men det kan virkelig også bare være det sværeste af have, hvis man ikke passer sammen, er uenige eller ikke vil de samme ting. På en eller anden måde, er familien jo bare en flok tilfældige mennesker der er placeret sammen, og er "tvunget" til at få det til at fungere - og nogle gange fungerer det bare ikke...

Livet med din mormor, morfar og mor tidligere, lyder rigtig dejligt, og som den trygge base og følelsen af at "høre til", du havde brug for. Jeg er ked af at høre, at det faldt lidt fra hinanden efter at din morfar døde og din mormor og mor fik stress. Det lyder ikke rart, at du har skulle se din mor blive talt grimt til, af din mormor. Derfor synes jeg også at det giver mening at du har fået en stærk irrititation på hende, når hun ikke behandler din mor godt, og når hun altid tager dine onkler i forsvar. Jeg forstår virkelig godt, at det påvirker dig sindssygt meget, at du ikke føler, at din mor bliver behandlet ordentligt, men jeg håber også, at du måske kan øve dig lidt i, at trække dig fra konflikterne mellem din mor og mormor. Du er stadig barnet i jeres familie, og det er ikke meningen, at du skal tage alle konflikterne på dig, eller at det skal gå ud over dig, - det må de voksne finde ud af. <3 

Måske kunne det hjælpe lidt at se din familie som noget andet end dit stamtræ. Der er mange mennesker med svære familieforhold, som laver sin egne selvvalgte familier, - måske din mor og dig også kunne gøre det? Måske din mor har nogle gode veninder som I kan vælge til som jeres familie eller måske du selv har nogle gode venner eller veninder, som du kan vælge til, at være i din familie?

Jeg håber du kunne bruge mit svar til noget - du er altid velkommen til at skrive ind på GirlTalks chatrådgivning, hvis du skulle få brug for at snakke noget mere <3

Knus 

Kirstine <3

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *