Hvordan giver vi unge plads til at finde deres egen vej, når vi selv har travlt med at præstere? I Mit Yngre Jeg fortæller Mia Wagner om de høje krav, hun stillede til sig selv som ung – og om en samtale med sin datter, der fik hende til at se på sig selv.
Hvorfor - og hvad nu?
Som 18-årig havde Mia Wagner en plan. Hun var blevet student, havde fået gode karakterer og var kommet ind på medicinstudiet. Nu skulle hun følge den drøm, hun havde haft siden de tidlige teenageår.
Men den nye hverdag blev sværere, end hun havde forestillet sig. En ny by, et krævende studie og ansvaret for at bo hjemmefra var meget på én gang. Mia var vant til at klare tingene ved at være flittig. Når det ikke lykkedes, vendte hun det indad: Det var hende, der ikke var god nok. Til sidst ringede hun til sin mor og spurgte, om hun ikke skulle komme hjem.
Det kom hun. Og selvom hendes mor havde været i tvivl om, hvorvidt hun skulle opmuntre Mia til at fortsætte, blev hun senere bekræftet i beslutningen. Hun fandt et brev, som Mia havde skrevet, men aldrig sendt. Her beskrev hun, hvor ulykkelig hun havde været.
I dag vender Mia tilbage til et råd, hendes mor allerede dengang forsøgte at give hende: »Du har masser af tid.«
Det var svært for den unge Mia at tro på. Hun havde høje forventninger til sig selv og en stærk frygt for ikke at kunne leve op til dem. I dag håber hun, at hendes døtre kan give sig selv mere tid og vælge ud fra det, de har lyst til. Men det kræver også, at hun ser på sine egne mønstre.
Det, vi giver videre til vores børn.
Da hendes ældste datter var omkring 13 år, spurgte Mia hende, hvorfor hun syntes, hun skulle være så perfekt. Datterens svar holdt et spejl op foran hende: Hun havde også set, hvordan hendes mor pressede sig selv. »Hvis jeg skal tro på, at jeg giver mine børn muligheden for at gøre det på en anden måde, så skal jeg gøre det på en anden måde.«
For forældre og andre nære voksne er det en genkendelig balance. Vi kan ønske at give unge ro og plads, samtidig med at de ser os stille store krav til os selv. Mia fortæller også om den støtte, hun selv fik, da hun senere blev alvorligt ramt af stress. Hendes forældre hjalp med arbejdet, børnene og hverdagen. De var der uden at kræve, at hun skulle få det bedre i et bestemt tempo.
Den erfaring har hun taget med sig: Hjælp kan også være at give det svære plads og blive ved med at være tæt på.
Mod slutningen af samtalen får Mia et brev fra sin yngste datter, Liva. Hun skriver om de samtaler og spørgsmål, der har hjulpet hende gennem svære dage. Her får Mia sin datters ord på, hvad hun har taget med sig – også fra et liv, der ikke altid har været let.
Lyt til afsnittet med Mia Wagner dér, hvor du plejer at høre podcasts.
Podcasten produceres i samarbejde mellem ALT for damerne og GirlTalk.
